På Valdemarsdag den 15. juni 2019 fik Johanniterordenen af Danmarks-Samfundet overrakt en Dannebrogsfane, hvorpå der er broderet et johanniterkors.
Tildelingen, der var initieret af Preben Bille Brahe, skete til en delegation fra Johanniterordenen/Johanniterhjælpen bestående af Niels Bruun de Neergaard og Søren Dosenrode-Lynge som fanebærere og Barbera Raben-Levetzau og Henrik von Scholten som fanevagter. Desuden deltog Dorothea Bruun de Neergaard.
Overrækkelsen var en del af en større markering og ceremoni (i anledning af det angivelige 800-år for Dannebrogs mytiske oprindelse) i dels Københavns Domkirke og på Rådhuspladsen, hvori D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie deltog, og dels på Kastellet i København.