Johanniterordenens historie: En introduktion

Johanniterordenen har sit grundlag i bekendelsen til Jesus Kristus.  Ordenen driver en højt anerkendt humanitær organisation med 15 hospitaler, hundreder af alderdomshjem og børnehaver, adskillige ulandsprojekter, med en årlig omsætning svarende til knap 10 milliarder kr. – alt sammen på non-profitbasis. Dertil kommer næsten 1000 års historie fra middelalderens korstog til moderne tids antinazistisk aktivitet. Ordenen er en officielt anerkendt tysk dekoration med mange prominente medlemmer, som beredvilligt støtter sagen. 

Retsridder

Ordenstegn for en retsridder af Johanniterordenen

Officielt anerkendt orden

Johanniterordenen er en kort betegnelse for det ældgamle ”Skt. Johannes af Jerusalems Hospitals Ridderorden”. Den katolske del kaldes i daglig tale Malteserordenen; den har status på linje med suveræne stater og udveksler ambassadører med et stort antal lande. Den protestantiske del af ordenen kaldes generelt Johanniterordenen og er en ved lov (1957/1959) officielt anerkendt tysk orden under forbundspræsidentens autoritet.

Johanniterordenen – ikke bare til pynt

Johanniterordenen adskiller sig fra de fleste andre ordener ved ikke blot at være en nominel orden, men ved faktisk også at yde et højt professionelt, humanitært arbejde. Derfor savner ordenen på ingen måde midler. Den finansieres af bidrag fra ridderne og ikke mindst fra ca. 2 millioner andre frivillige bidragydere. Johanniterne står således for den største ambulancetjeneste i Tyskland efter Røde Kors, ligesom man driver 15 hospitaler, 62 alderdomshjem og ca. 200 børnehaver, der årligt hjælper omkring 7 millioner patienter, handicappede, gamle og børn. Ordenen har ca. 4.000 medlemmer, ca. 31.000 frivillige hjælpere, og ca. 25.000 fuldtidsansatte, modsvaret af et samlet budget for alle dens dele på godt 1,3 milliarder Euro (ca. 9,7 milliarder kroner).

En lokal afdeling af den tyske “Johanniter Unfall Hilfe” med ambulancer og nødhjælp

En international organisation

Skønt Johanniterordenen har et flertal af tyske medlemmer, ser den sig selv som en overordentligt international organisation, med medlemmer i Storbritannien, Belgien, Italien, Østrig Frankrig, Finland, Ungarn, Svejts, U.S.A., Canada, Sydafrika, Namibia, Columbia og Venezuela. Ordenen modtager bidrag fra talrige lande og udfører samtidigt et ganske betydeligt internationalt nødhjælpsarbejde i mange afrikanske og asiatiske lande.

For ca. 60 år siden løsrev  Johanniterne i Sverige og Holland sig fra moderorganisationen, og står nu under deres respektive monarker. I Storbritannien oprettede Dronning Victoria i 1888 The Most Venerable Order of Saint John. Disse tre nationale ordener anerkendes af både Johanniter- og Malteserordenen som dele af en fælles tradition.

Verdens ældste ridderorden

Johanniterordenen – og Malteserordenen – er verdens ældste endnu eksisterende ridderorden. Mens betydeligt yngre ordener, som f.eks. Hosebåndsordenen eller Den gyldne Vlies, hurtigt blev formaliserede og uforpligtende nådestegn, som tildeltes af de pågældende fyrster, har Johanniterordenen på visse måder bevaret en ægte ridderordens karakter helt op til i dag.

Hospiz

Johanniterordenens hospits i Jerusalem, tæt på hvor dens hovedkvarter lå i middelalderen.

Ordenen, der er viet til Sankt Johannes, begyndte med nogle hospitalsbrødre i Jerusalem i 1070’erne, måske allerede i 1048, som hjalp syge, kristne pilgrimme. Med broder Gert som leder blev aktiviteterne oprindeligt finansieret af købmænd fra Amalfi i Italien. Da Første Korstog nåede Jerusalem i 1099 trådte valfartende fra mange forskellige lande ind i broderskabet og ydede en uselvisk indsats for syge og sårede. Imidlertid medførte korstoget meget hurtigt et behov ikke blot for pasning af syge, men også for militær hjælp til de valfartende i form af beskyttelse mod fjendtlige saracener på ruten mellem Middelhavet og Jerusalem. I 1113 modtog johanniterne derfor Pavens tilladelse til at udføre militære opgaver foruden deres humanitære aktiviteter og anerkendelse som en kirkelig orden.

Til finansiering af dens aktiviteter  modtog ordenen ejendomme i og bidrag fra hele Europa. I de efterfølgende århundrede skulle ordenens formål i høj grad blive at kæmpe for at Det hellige Land forblev på kristne hænder. Om johanniterriddernes enestående mod og udholdenhed i disse kampe findes talrige vidnesbyrd.

Ordenen forlader Det hellige Land

Allerede under Første Korstog var her tale om et internationalt projekt, lige som korstoget selv. Mange af de riddere, som var kommet for at befri Den hellige Grav, sluttede sig til ordenen, og næppe noget europæisk land var ikke repræsenteret. Ridderne blev indkvarteret i herberger efter ’tunger’, d.v.s. sprog, men i kamp sloges man side om side. Altid i undertal måtte ridderne dog til sidst forlade Det hellige Land efter det frygtelige slag om Acre i 1291. Først drog de til Cypern, derefter slog de sig ned på Rhodos, som de erobrede fra Byzans i 1309. I 1522 faldt Rhodos imidlertid til de fremstormende ottomanner efter en modstand, der var enestående sejlivet. Modstanderen, Suleiman den Store (1494-1566) beundrede johanniternes mod, og fattede stor sympati for den brave, aldrende stormester, Philippe Villiers de l’Isle Adam. Da Suleiman efter overgivelsen tilbød ham en kommando i sin tjeneste, svarede l’Isle Adam høfligt at det ikke ville være passende for en så stor fyrste at antage en overløber.

Ordenen flytter til Malta

Stormester Jean de la Valette

Jean de la Valette (1494-1568), Ordenens stormester

Nu var johanitterne atter hjemløse. Efter otte år fandt Kejser Karl den 5. et nyt tilholdssted i Middelhavet, stadig i grænsehavet mod Islam – det var de små øer Malta og Gozo, som ligger syd for Sicilien. Som Sicilien, havde øerne, der generelt kaldes efter hovedøen Malta, været under først græsk, så fønikisk, romersk, byzantinsk, arabisk, normannisk og endeligt kejserligt herredømme, hvilket de lokales særegne, nærmest italienske sprog bevidner. Da de overlevende johannitere i 1530 sejlede mod Malta for at tage øerne i besiddelse,  stillede de sig frem i skibenes stævne for at se deres nye land. Det hedder sig, at da de så de nøgne, flade klipper i horisonten, trillede tårerne dem ned ad kinderne. Også her opbyggede ordenen imidlertid et enestående samfund, ligeledes med storslåede bygningsværker. Inden det kom så vidt, måtte den dog atter i 1565 forsvare sig mod en overmægtig osmannisk styrke, der ifølge nogle kilder vekslede mellem 20.000 og næsten 50.000 mand – måske den største flåde siden antikken.  Stormesteren Jean Parisot de la Valette (1494-1568) og hans riddere, de lokale maltesere, og nogle spanske tropper udgjorde i alt kun ca. 7.000 mand, men de kæmpede så tappert og standhaftigt at tyrkerne efter tre år opgav og sejlede hjem.

Brandenborg autonomt

Sonnenburg

Slottet og landsbyen Sonnenburg (Brandenborg, nu Polen), hvor Johanniterordenen havde dens hovedkvarter frem til 1945 (postkort fra 1. halvdel af 1900-tallet).

I 1300-tallet havde ordenens afdeling i Brandenborg udviklet en temmelig autonom stilling i forhold til den øvrige del af ordenen, hvilket blev anerkendt i 1382 med Heimbach-forliget. Lederen i Brandenborg bar den særlige titel “Herrenmeister” med embedssæde på slottet Sonnenburg. Han blev ikke udpeget af stormesteren, men derimod valgt af ridderne, hvorefter stormesteren blev orienteret.

Denne selvstændige status betød, at da reformationen kom, kunne “Herrenmeisteren” og store dele af ordenen gå over til den protestantiske tro (1538), uden at det i øvrigt medførte væsentlige ændringer. I nogen tid var der således både katolske og protestantiske riddere i den Brandenborgske del af ordenen. I det lange løb betød det dog at ordenen de facto blev opdelt i “Herrenmeisterens” protestantiske del og i stormesterens  katolske  del.  Den  katolske del af  ordenen var siden ordensstatens genetablering på Malta begyndt at kalde sig ’Malteserordenen’, mens den protestantiske del fortsat kaldte sig Johannitere – i Nordeuropa blev de to grene frem til 1800-tallet oftest omtalt under ét som “Johanniter-Malteserordenen”. De protestantiske Johannitere ydede bidrag til den katolske stormester i en årrække efter Reformationen, lejlighedsvis helt op til 1763.

JohO_Priorsegl_1513

Segl for prioren for Johanniterordenen i Norden (1513). I nederste venstre hjørne ses skytshelgenen Johannes Døberens hoved.

Johanniter- og malteserridderne samarbejder stadig om adskilligt på tværs af landegrænserne, først og fremmest om humanitære projekter, men også om bekæmpelsen af de mange falske johanniter- og malteserordener, som misbruger ordenens enorme goodwill, og dens navne og symboler.

Napoleonskrigene og deres eftervirkninger

Efter Bonapartes erobring af Malta i 1798 og Ordenens uddrivelse derfra tilbød et mindre antal desperate malteserriddere Kejser Paul af Rusland embedet som stormester, i strid med ordenens statutter. Nogle år efter blev dette dog alt sammen omgjort af efterfølgeren, kejser Alexander I. En regulær forsamling af malteserriddere valgte nu italieneren Giovanni Battista Tommasi som stormester.

I mellemtiden var også Det tysk-romerske Rige blevet opløst af Bonaparte, men både den russiske kejser og Paven anerkendte valget af den nye stormester. Malteserordenen slog sig herefter ned i Rom med Paven som beskytter.

Napoleonskrigene medførte også omvæltninger i Prøjsen, hvor Kong Frederik Vilhelm III i 1811 besluttede sig for at opløse Johanniterordenen. Han konfiskerede dens prøjsiske ejendomme, som ordenen havde modtaget i donationer siden middelalderen, og oprettede en kongelig fortjenstorden med samme navn. Imidlertid afskaffede sønnen, Frederik Vilhelm IV af Prøjsen, atter den kongelige fortjenstorden i 1852  og godkendte, at en forsamling af de oprindelige riddere fortsatte den gamle ordensaktivitet. Ordenens kapitel kunne nu atter vælge en Herrenmeister. Valget blev meddelt stormesteren i Rom, i overensstemmelse med det gamle Heimbach-forlig.

Johanniterordenen i nutiden

H.K.H. Prins Oskar af Preussen, Johanniterordenens nuværende leder

H.K.H. Prins Oskar af Preussen, Johanniterordenens nuværende leder

Siden da har meget lidt ændret sig vedrørende Johanniterordenens grundlov. Ordenens uafhængighed af kongemagten betød, at ordenens legitimitet ikke blev berørt, da monarkiet blev afskaffet i Tyskland efter Første Verdenskrig.

I vor tid har Johanniterordenens reelle indhold tiltrukket mange udmærkede mennesker, bl.a. flere tidligere tyske forbundspræsidenter, f.eks. Richard von Weizsäcker, desuden folk som den tidl. tyske økonomiminister greve Otto Lambsdorff.

Johanniterordenens leder, den såkaldte Herrenmeister, er siden 1999 H.K.H. Prins Oskar af Preussen (født 1959).

Stærkt antinazistisk

Mindetavle

Mindetavle i Nieder-Weisel over de Johannitere, der blev dræbt eller henrettet i.f.m. attentatforsøget imod Hitler 20. juli 1944

Johanniterordenens moralske statur blev bekræftet af, at Hitler i 1938 forbød medlemmer af nazistpartiet at være johannitere. Ordenen forblev ubesmittet af nazismen, men derved blev det ikke. Listen over henrettede som umiddelbar følge af det mislykkede attentat på Hitler den 20. juli 1944 viser en markant overrepræsentation af ordenens medlemmer: 13 johanniterriddere, heriblandt generalfeltmarskal Erwin von Witzleben, der altid havde afskyet Hitler, og desuden tre malteserriddere. Dertil kommer dem, som overlevede, f.eks. den halvt danske baron Axel von dem Bussche, som var udset til at omfavne Hitler og sprænge både denne og sig selv i luften. Var Bussche ikke blevet såret forinden, havde millioner af liv formentlig været frelst.

Efter attentatforsøget besluttede nazisterne i november 1944 at afskaffe Johanniterordenen, men de nåede det ikke inden deres endelige nederlag i maj 1945.

Johanniterordenen i Danmark

Antvorskov Kloster

Ruinen af Antvorskov Kloster, der indtil Reformationen var Johanniterordenens hovedsæde i Norden

Johanniterordenen kom til Danmark under Kong Valdemar I. den Store (1131-1182). Lederen af ordenen i Norden havde base på Antvorskov Kloster og var en af rigets mægtigste mænd.

Der var otte kommanderier, som alle delte skæbne med den katolske kirke under reformationen, og i 1580 blev resterne af den sidste overlevende rest i Antvoskov, nedlagt.  Inden da havde alle johannitermunkene enten forladt landet eller (ligesom reformatoren Hans Tausen) konverteret til protestantismen, på samme måde som det skete i Brandenborg.

Igennem de efterfølgende århundreder blev en del danskere udnævnt til riddere under Herrenmeisteren i Brandenborg. Blandt de danskere, der har været medlemmer af Johanniterordenen, er flere nære slægtninge til kongefamilien, tre statsministre i 1800-tallet og en lang række medlemmer af landets førende familier.

For tiden er der lige under et dusin johanniterriddere i Danmark.  Disse er siden 2012 organiseret i et selvstændigt underkommanderi, hørende under ordensledelsen i Berlin.

Falske ordner

Johanniterordenens organisatoriske fravær i Danmark har resulteret i opkomsten af ikke så få selvbestaltede “johanniterordener” og “malteserordener”. De henviser næsten alle til angivelig oprindelse i Rusland, i de tumultariske år under og efter Napoleonskrigene. Faktum er, at der ikke findes og aldrig har fundtes nogen “kejserlig russisk” Malteserorden eller Johanniterorden, og at ingen af de mange organisationer, der kalder sig sådan, er anerkendt af den katolske Malteserorden eller den protestantiske Johanniterorden.  I flere lande er der ved lov forbud mod at bære sådanne “ordener”.

De falske ordener, med titler og dekorationer i en mangfoldighed, der står i kontrast til antallet af medlemmer, og med adskillige medlemmer med falske adelsnavne og -titler, kaster et dårligt lys på den rigtige orden, bortset fra at misbruge dens gode navn.

Troen og Gentleman-værdier

Johanniterordenen hviler først og fremmest på Guds Ord. Ordenen handler fortsat i broder Gerts ånd og i overensstemmelse med Kristi budskab. En johanniterridder forpligter sig til det dobbelte mandat, at vidne om troen og at hjælpe de syge og trængende. Det er årsagen til at ordenen, hvor den er til stede, fortsat er en stærk inspirationskilde endnu i dag. Johanniternes værdinormer er de ridderlige dyder, der er udledt af Saligprisningerne i Jesu Bjergprædiken, tilpasset det moderne samfund.

Det er samme værdigrundlag, som det moderne gentleman-begreb bygger på – kort sagt, en fast og afklaret kristen etik, socialt engagement, sammen med en beskeden personlig fremfærd. Ridderne kaster sig beredvilligt ind i kampen mod det onde, men i fredstid lægger de sværdet fra sig og hjælper ufortrødent, hvor nøden er størst.

Hvorfor?

Nogen spørger, om en ridderorden er nødvendig for at drive hospitaler og plejehjem. Svaret er enkelt, for uden ordenen ville hospitalerne og plejehjemmene ikke have været der. Ordenen er organisationens ryggrad. Den er bygget på idealisme og er selve årsagen til at organisationen har overlevet hårde tider og modgang gennem næsten tusind år – hvilket faktisk er en enestående bedrift. Johanniterordenen har intet hemmeligt broderskab, ingen hemmelige ceremonier, ej heller et væld af opfundne medaljer, dekorationer og titler. Ved udvalgte lejligheder bærer johanniterridderen et johanniterkors, og en sjælden gang den sorte kappe – beskedent, i forhold til mange gallauniformer, men lige så gammelt som ordenen selv. Tidligere hørte der også store kåber til Elefantordenen og  Dannebrogordenen, og det gør der stadigt i andre gamle ordener. Det er dog utvivlsomt Johanniterordenens reelle indhold, som har tiltalt de statsoverhoveder, krigshelte, og kulturpersonligheder, som er blevet medlemmer gennem tiderne.

Konkrete eksempler fra hverdagen

Johannitere i aktion på Haiti

Johannitere i aktion på Haiti

Efter jordskælvet i Haiti den 12. januar 2010 vakte det forargelse, at det tog de internationale hjælpeorganisationer så lang tid at komme til hjælp.  Det gjaldt dog næppe Johanniterne: Indenfor få dage var første hjælperteam sendt af sted, og snart fulgte det andet. Den 28. januar forlod Johanniternes tredje hjælperteam lufthavnen i Frankfurt.  Da havde mange nationale organisationer endnu ikke fået noget som helst team af sted. Johanniternes teams består bl.a. af erfarne læger og af frivillige redningsassistenter, som f.eks. den medicinstuderende Conny Lindlohr fra Køln. Johanniterne deltager også i de mindre akutte dele af genopbygningen i Haiti. I byen Léogâne bidrager johanniterne f.eks. til genopførelsen af et alderdomshjem for kvinder, hvoraf den ældste er 105 år gammel.

I 2014 er Johanniterordenen aktivt engageret i bl.a. bekæmpelsen af ebola-epidemien i Afrika, behandling af sårede i Gaza-konflikten, bekæmpelse af kønslemlæstelse af kvinder i Djibouti, og opbygningen af en nødhjælpstjeneste i Haiti – for blot at nævne nogle ganske få af mange mulige eksempler.

Litteratur om Johanniterordenens/Malteserordenens historie kan findes her.