Ny formand for Johanniterhjælpen

Bestyrelsen for Johanniterhjælpen har den 25. oktober 2018 valgt Frederik Siems Marley Siemssen som ny formand for Johanniterordenens humanitære arbejde i Danmark.

Frederik Siemssen er uddannet indenfor erhvervsøkonomi og byplanlægning og har mange års erfaring med internationalt samarbejde på højt niveau fra bl.a. Forsvaret, ligesom han har arbejdet i Udenrigstjenesten og virket som konsulent og rådgiver i ind- og udland.

Frederik Siemssen overtager formandshvervet efter Jacob von Gehren, der har ønsket at blive afløst efter at have ledet Johanniterhjælpen siden stiftelsen i 2013. Jacob von Gehren fortsætter i rollen som viceformand og vil fortsat have ansvaret for afviklingen af foreningens klassiske støttekoncerter.

Bestyrelsen har over for Jacob von Gehren udtrykt sin taknemmelighed for en stor indsats i formandsperioden.

Formand og viceformand glæder sig til det videre samarbejde.

Jacob von Gehren takker af efter fem år på formandsposten

Frederik Siemssen er ny formand for Johanniterhjælpen

 

 

 

 

 

 

 

Bestyrelsens sammensætning kan ses her. Bestyrelsen træffes på johanniterhjaelpen@johanniter.dk

 

Dansk-tysk johannitersamarbejde

De tyske johannitere driver en omfattende sundhedstjeneste med rednings- og katastrofeberedskab over hele Tyskland, hvor over 34.000 mennesker bidrager med frivillige kræfter. Eftersom enhver førstehjælp kan være livreddende, lægges der stor vægt på tidligt at uddanne skoleelever og løbende udvikle disses færdigheder igennem skolegangen. Mange bliver efterfølgende frivillige i johanniternes netværk af reddere over hele Tyskland.

 

Repræsentanter fra den danske Johanniterhjælpen var for nylig indbudt som observatører, da den tyske Johanniter Unfall-Hilfe (JUH) 23. september 2018 afholdt delstatskonkurrence i førstehjælp og hjerte-lungeredning i Slesvig-Holstens hovedstad, Kiel.

Elever fra 7. klassetrin stabiliserer et benbrud

Konkurrencen var med over 700 deltagere et tilløbsstykke. Frivillige, og fortrinsvis unge i alderen 5-25 år, dystede holdvis i forskellige discipliner efter alder og niveau om bedst og hurtigst at demonstrere de rette procedurer for livreddende førstehjælp. Konkurrencen var skarp, og deltagerne havde øvet sig længe. Målet: at blive udvalgt til næste års konkurrence i Berlin, hvor man kårer Tysklands bedste ungdomsreddere.

Et hold af gymnasieelever demonstrerer skånsom persontransport på en handlebane med forhindringer, bl.a. vipper og trapper. På båren var monteret en skål med vand, der ikke måtte spildes.

I Danmark har skolerne behov for kvalificeret undervisning i førstehjælp. Derfor har Johanniterhjælpen siden 2015 arbejdet på et projekt, der bl.a. med udgangspunkt i det tyske eksempel, skal fremme danskes elevers færdigheder i førstehjælp. Der pågår et nært samarbejde med de tyske kolleger, der flere gange har været i Danmark for at bistå projektet.

Fra Johanniterhjælpens bestyrelse deltog Maibritt Zuschke og Frederik Siemssen. Maibritt Zuschke er ansvarlig for samarbejdet med Johanniter Unfall-Hilfe Landesverband Nord.

— Frederik Siemssen

2018 generalforsamling i Johanniterhjælpen

Johanniterhjælpens 2018 generalforsamling fandt sted lørdag den 24. marts i Skt. Petris menighedslokaler. På generalforsamlingen redegjorde Jacob von Gehren for arbejdet med foreningens støttekoncert, mens Maibritt Zuschke og Frederik Siems Marley Siemssen fortalte om foreningens to førstehjælps-pilotprojekter.

På generalforsamlingen genvalgtes Jacob von Gehren som formand. Ulrik af Rosenborg og Preben Bille Brahe afgik som bestyrelsesmedlemmer, mens Frederiks Siemssen blev nyvalgt.

Jacob von Gehren aflægger formandsberetning, mens dirigenten, Ronny Andersen, tager noter (24. marts 2018).